Sognegårdens sal fyldt op med tilhørere

BROVST: At dømme efter fremmødet ved sidste højskoleformiddag i Brovst Sognegård så er H.C. Andersen vist en populær herre, og i særdeleshed kombinationen af ham og jul er noget, som tiltaler mange.

I hvert fald var der i sognegårdens sal fuldt hus, 75 deltagere i alt, da lokale Irina Stetsun Thomsen, organist ved Brovst Kirke, og Per Iversen, kirke- og kulturmedarbejder samt kirkesanger i 9460 Brovst, bød på en håndfuld af eventyrdigterens julehistorier. Det blev blandet med stemningsskabende toner fra den klassiske musik. Nisser, julegrød, gran- og juletræer flokkedes i fortællingerne, som rundedes af med et par historier, hvor også nytårsaften var oprundet. Undervejs var der desuden indblik i Andersens erindringer om sin egen jul, bl.a. fra breve og dagbøger.

Det blev en særdeles hyggelig formiddag i ordets bedste jule-betydning, naturligvis krydret med fællesange og salmer, der i flere tilfælde lagde op til fortællingerne.

Professor Johannes Nørgaard Frandsen gæster næste højskoleformiddag, som finder sted onsdag 16. januar. Formiddagens tema er her ”Da landbolivet blev en by i provinsen”, hvor foredragsholderen tager tilhørerne med på en historisk rejse fra 1950’erne og op gennem de følgende årtier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...