BYENS LIV: C.O. Jensens Maskinfabrik vender hjem til Tranum

TRANUM: Ringen bliver sluttet for et stykke lokalt industrihistorie når Øster Hanherreds Egnssamling til efteråret kan indvi en helt ny udstillingshal på Tranhøj 6 i Tranum.

Udstillingshallen skal nemlig rumme en række af de landbrugsmaskiner, som blev produceret på C. O. Jensens Maskinfabrik i Brovst.

Maskinfabrikken blev startet på samme adresse, Tranhøj 6, i slutningen af 1800-tallet.

- Fabrikken blev startet i de bygninger, som vi overtog i 2010 til egnssamlingen. Nu slutter vi så ringen ved at åbne en udstilling med nogle af de maskiner, der blev produceret på fabrikken, fortæller Lars Jepsen, der er kasserer i foreningen.

Maskinerne, som bl.a. er radrensere, tærskeværk og såmaskiner, opbevares i dag hos John Thomsen på Vestkystvejen i Tranum.

Den ny hal bliver på omkring 450 kvadratmeter. Ud over en stor udstillingshal bliver der også et værksted.

Hallen skal værre færdig senest 31. oktober i år. Prisen bliver godt et par mio. kr. Pengene er skaffet via private sponsorer og Jammerbugt Kommune.

Der har netop været holdt rejsegilde for det flotte projekt.

Lars Jepsen fortalte ved rejsegildet om den lange rejse, hal-projektet har været på siden 2015.

Når den ny hal er klar i efteråret vil egnssamlingen i Tranum været et af de virkelig store ”museer” i Jammerbugt”.

Tranhøj 6 blev købt af egnssamlingen i 2010. Stuehuset blev renoveret og indviet i 2011. Stalden blev renoveret i 2012 og året efter i 2013 blev den gamle lade revet ned og erstattet af en ny. I 2014 blev der etableret udstilling i stald og lade. Stald og stuehus fik nyt tag i 2016 og i 2017 kom der et nyt udstillingslokale og depot oven på stald og stuehus. Og der blev også etableret ny gårdsplads.

- Og vi er ikke færdige endnu. Når hallen er færdig, har vi et nyt stort projekt - større end hallen - men det er hemmeligt indtil videre, fortæller Lars Jepsen, som peger på det store engagement hos de mange frivillige som årsag til den fantastiske udvikling, egnssamlingen har været igennem.

Den ny hal er bygget i samme arkitektoniske stil som de eksisterende bygninger.

Den ny udstilling vil omfatte et bredt udsnit af de maskiner, der blev produceret på hos C. O. Jensen. Men en enkelt maskine vil dog mangle. Det drejer sig om en maskine til at slå majs. Den blev produceret i 1950erne til sydamerikanske lande. Her i landet var majsproduktionen ikke værd at snakke om på det tidspunkt, og derfor var maskinerne til udlandet.

- Her i landet er der så vidt vi ved ingen af maskinerne til majs. De blev alle eksporteret. Derfor får vi næppe sådan en maskine i samlingen, fortæller Lars Jepsen.

Til rejsegildet var indbudt bl.a. formanden for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen (V).

- Her i livet er det tit sådan, at man bliver bevidst om ting for sent. Det synes jeg faktisk I på jeres måde er med til at forhindre. Og hvordan det? Jo såmænd ved at sikre, at der er noget vi skal være opmærksomme på, som er utrolig vigtig for for vores fremtid, nemlig vores fortid. I vores fortid finder vi jo nemlig ofte svar på vores fremtid - og netop derfor er jeres arbejde utrolig vigtigt, lød det fra Helle Bak Andreasen.

Hun måtte også demonstrere, at hun er i stand til at håndtere en murerske. Helle Bak Andreasen fik nemlig til opgave at mure grundstenen. Bag grundstenen blev der lagt et rør til glæde for eftertiden med oplysninger om bl.a. byggeriet og navne på medlemmerne af egnssamlingens bestyrelse.

Egnssamlingen i Tranum har åbent alle påskedage, hvor der er mulighed for se hele to udstillinger - den eksisterende og en påskeudstilling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...