Vanvid i Waders på Skovsgård Hotel

SKOVSGÅRD: En skønsom og vanvittig morsom blanding af damelingeri, parykker, forviklinger og plastikskåle er noget af det, som Skovsgård Dilettanterne kan byde på, når de på Skovsgård Hotel blænder op for årets dilettantforestilling, farcen ”Vanvid i Waders”, skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen.

Med denne opførelse kigger de gæve aktører tilbage i dilettant-historien, nemlig til 2006, hvor samme stykke gik over samme scene. ”Vanvid i Waders” har netop været en af de forestillinger, som siden da har vakt glædelige minder på dilettantholdet, ikke mindst på grund af farcens store morskab og skøre forviklinger.

I historien møder publikum Yvonne og Knud-Kuller, der hver især lever hemmelige dobbeltliv, og da disse en dag støder sammen, går det stærkt med bl.a. homeparties med plasticbøtter og damelingeri samt masser af kaffe og chokolade. Tingenes tilstand bliver ikke mindre kompliceret, når de to vidt forskellige svigermødre, der ikke kan udstå hinanden, blander sig, i øvrigt sammen med både den nysgerrige nabokone og andre skøre typer.

Til at bringe vanviddet i spil på scenen ses en flok garvede dilettantkræfter: Nielda Hejlesen, Mariann Madsen, Helle Dam, Connie Knudsen, Flemming Beck og Jens Kristian Brander. Desuden er der et herligt gensyn med to aktører, som for år tilbage slog deres dilettant-folder, og som efter flere års pause er tilbage, nemlig Ulla Laursen og Søren Klitgaard.

For instruktionen står Per Iversen, mens Gurli Mose Pedersen tager sig af sufflien.

Arrangør er Skovsgård Borgerforening, hvis formand, Kari Bratholt, også er koordinator på opførelsen.

Der er åben generalprøve onsdag 6. marts, mens premieren finder sted torsdag 7. marts, i øvrigt i forbindelse med Skovsgård Borgerforening og Skovsgård Hotels spis-sammen-arrangement.

Desuden er der en forestilling tirsdag 12. marts, hvor der bydes på kaffe og kage i pausen. Alle tre gange går tæppet på Skovsgård Hotel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...