HJÆLP: Hjortdal Købmandsbutik skal revitaliseres, og der skal kunder i butikken. Sker det ikke - lukker den socialøkonomiske virksomhed

HJORTDAL: 5. juni for syv år siden åbnede Hjortdal Købmand som et socialøkonomisk projekt. Om syv år skal der gerne fortsat være en købmand i den lille by tæt ved Slettestrand. Det kræver, at der sker nogle drastiske ændringer - både hos socialøkonomiske virksomhed men også hos lokalbefolkningen.

- Det er her er simpelthen last call. Det er et nødråb, siger formanden for bestyrelsen bag Hjortdal Købmand, Palle L. Nielsen.

Butikkens økonomi skranter, og der skal klingende mønt i kassen - ellers lukker den lille butik og turister og lokale må køre de otte kilometer ind til Fjerritslev for at handle ind.

- Altså alle vil jo ærgre sig, hvis butikken lukker, siger Dorte Kronborg Hyllested, der er pædagogisk ansvarlig for de borgere, der er i dagbeskæftigelse hos Hjortdal Købmand.

- Ja, vi kan jo alle huske den periode, hvor der ingen butik var i byen. Det var folk kede af, siger Palle Nielsen.

Der er netop valgt ny bestyrelse, som nu vil kigge indad for at se, om noget kan gøres anderledes.

- Vi skal have revitaliseret projektet, så vi starter sådan set forfra. Det er faktum, at købmandsdriften er en udfordring, og det skal vi have vendt, siger Palle Nielsen.

Bestyrelsen vil også gerne have flere andelshavere, da det giver en bedre kapital. I 2012 blev der solgt andelsbeviser for 320.000 kroner, og der er yderligere kommet beviser til for 65.000 kroner.

- Vi vil tilbyde medlemsrabatter og andre fordele. Det vil også give folk mulighed for at få indflydelse, siger Palle Nielsen, som også løfter sløret for, at crowdfunding også kommer på tale. Alle midler skal prøves i kampen for at overleve.

I forbindelse med revitaliseringen vil bestyrelsen arbejde på at skabe større samskabelse med lokalsamfundet.

- Tidligere har projektet kørt for sig selv, men nu skal idrætsforeninger, beboerforening og det lokale erhvervsliv, som primært er turisme, tænkes med ind, siger Palle Nielsen.

I tilknytning til købmandsbutikken er der et træværksted, hvor folk kan købe forskellige produkter - alt lige fra trætårne til jægeren til fine fuglehuse til parcelhushaven.

- Der skal vi have flere forskellige produkter ind. En genbrugsbutik, hvor vi sætter gamle møbler i stand, er også noget, vi overvejer, siger Palle Nielsen, der som den eneste i bestyrelsen har været med i alle syv år. De første seks år som næstformand.

Hjortdal Købmandsbutik har tre ”økonomiske” ben, den står på: Indskud fra andelshaverne, butikkens omsætning og tilskud fra kommunen.

- Vi er et sted for sårbare unge mennesker, og det, vi laver, minder lidt om mesterlære. Vi er godkendt til at have borgere i dagbeskæftigelse, vi er godkendt til mentorstøtte og EGU, som er en erhvervsfaglig grunduddannelse, siger Dorte Kronborg Hyllested, hvis hjerte banker for Hjortdal Købmand og de borgere, der er tilknyttet det socialøkonomiske projekt.

Købmændene er Annette Juhl Henriksen og Mariann Rundstrøm.

Tømrer Ulrik Kjær Uhrenfelt er ansat som ansvarlig for træværkstedet, ellers er der tre fastansatte i butikken samt seks der er ansat på flekstid, og derudover er der tre ungarbejdere. Oveni kommer de 18-20 unge, som kommunen i øjeblikket har henvist.

Så lukker butikken, går det ikke kun ud over lokalområdet.

Bygningen på Hjortdalvej 142, som i øvrigt er blevet energioptimeret og renoveret sidste år, er ejet af Andelsskabet for Hjortdal og Slettestrand, der består af ni privatpersoner.

Den nye bestyrelse består af Palle L. Nielsen (formand), Søren Rødbro (næstformand), Kirsten Kronborg (sekretær) foruden Kari Ejstrup Hansen, Marietta Langbak, Henrik Beith og Anne-Sofie Kruse Krogh. Suppleanterne er Lotte Kornum Aagaard og Ditte Nørager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...