Motion: Sæsonen starter op allerede 2. september

Har man en gymnast, en springer, en dansemus, en hip-hopper eller måske en turbodreng gemt i maven, så er der fra mandag i uge 36 masser af muligheder for at give den fuld gas.

I uge 36 byder Skovsgaard / Brovst KFUM IF´s Gymnastikafdeling nemlig velkommen til en spritny sæson med hold til piger og drenge samt mænd og kvinder i alle aldre. Sæsonen er de tidligere år først startet op i uge 38, men stadig flere forespørger på at komme tidligere i gang med gymnastiksæsonen, og det har bestyrelsen besluttet at imødekomme. Det betyder, at sæsonen starter op allerede i begyndelse af september, nemlig mandag den 2. september.

Sæson 2019-2020 består af syv hold som fordeler sig på mandage, tirsdage, onsdage og torsdage frem til marts måned, hvor den store forårsopvisning slutter sæsonen af. Mandag bliver den helt store springdag i Brovst Hallen med hele tre hold, nemlig springbønner, minispring og mixspring.

Alle tre springhold er for både piger og drenge, og fordeler sig på forskellige aldersgrupper. Springbønnerne de 3-6 årige, minispring er fra børn i 0-2. klasse og mixspring er for de store springere fra 3. klasse og op.

Tirsdag er der Girly Hip Hop i pigernes gymnastiksal på Brovst skole, og dette hold henvender sig til de 9-14 årige, der er vilde med at danse.

Onsdag står den på Forældre/Barn gymnastik i gymnastiksalen på Skovsgaard Skole, og torsdag er der to hold, nemlig endnu et Forældre/Barn hold i gymnastiksalen på Skovsgaard Skole samt Dans For Alle i Brovst Hallen for de mere modne dansere.

Alle hold er åbne for tilmelding via Skovsgaard / Brovst KFUM IF´s gymnastikafdelings hjemmeside www.sbkfumif.dk. Alle interesserede er som altid meget velkommen til en prøvetime eller to, inden man bestemmer sig endeligt for, hvilket hold man vil gå på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...