Attrup: Også i år danner Attrup Havn en smuk ramme om fejringen af midsommer, når Attrup Borgerforening indbyder til det traditionsrige Skt. Hans-arrangement søndag d. 23. juni. Helt siden sidste sommer er en god bunke kvas og grene blevet samlet i et hjørne ud mod fjorden, og herfra vil en flot udført heks blev sendt af sted til Bloksbjerg, på toppen af bålet og flammerne. Det sker kl. 20.00, hvor også årets båltale vil lyde. Den er i år lagt i hænderne på en borger fra en anden fjordby i kommunen, nemlig Lisbet Emmery fra Gjøl, der sidder i Jammerbugt Kommunalbestyrelse.

Udover de faste indslag som blus og båltale har gæsterne på Attrup Havn de senere år også kunnet opleve musik Skt. Hans Aften. I år underholder Laust Michelsen på guitar og i sang både før bålet tændes og efter tale og fællessang.

Ved arrangementet vil medlemmer af Attrup Bådelaug desuden holde deres både åbne for enhver, der kunne lyst til at komme ombord og se en lystbåd indefra – et tilbud, som også for nyligt blev givet ved Havnens Dag på Attrup Havn. Hvis vejret tillader det, sejler nogle måske endog ud.

Naturligvis er der åbent på Attrup Havnecafé, hvor et godt måltid mad kan nydes, og på havnearealet sætter Attrup Borgerforening til lejligheden sine telte op. I dem er der mulighed for at nyde lækre, hjemmebagte vafler, som borgerforeningen traditionen tro sælger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...