Sødt: Øland Sildelaugs medlemmer har forskellige mester-titler - og nu har de også en desertmester

Øland Sildelaug har finurlige og kryptiske titler til medlemmer, der enten er udpeget til en af laugets mange funktioner som tørstmester, skatmester, giftblander, skriverkarl, ceremonimester eller som bestrider en af de organisatoriske poster som oldermand, viceoldermand og exoldermand. Nu har lauget også en dessertmester, og det blev Jørgen Bager – smeden på Øland.

- Vi er og skal fortsat være en dynamisk organisation, der for alvor sætter fokus på at havde det sjovt og fornøjeligt, når vi en gang om måneden mødes i det tidligere skolekøkken for at lave mad og nyde den sammen, samtidig med at vi med glimt i øjet vender den lokale verdenssituation, indledte oldermand Michael Christiansen, da lauget med ledsagere var samlet i Øland Medborgerhus.

- Vi skal også have øjnene åbne for de mange kvaliteter, som laugsmedlemmer lægger for dagen og som kommer øvrige laugsmedlemmer til gode. Vi har lige nydt en spændende og velsmagende dessert kreeret af Jørn. Det er altid en fornøjelse at overvære, når han med sine barkede smedehænder nænsomt og minutiøst pynter sine værker. Selv de mindste blomsterblade placeres sirligt for at fuldende desserten – så den bliver en nydelse både for gane og øjet.

Jørn Bager har gennem en årrække være laugets førende dessertkreatør, hvis værker laugsmedlemmerne har nydt godt af.

Spændende desserter udført både med smag og ynde, lyder skudsmålet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...