100 tilhørere til koncert i Øland Medborgerhus

ØLAND: Øland Show Bands søndagsmatiné i Medborgerhuset blev et tilløbsstykke med næsten 100 tilhørere.

Stemningen var i top blandt publikum hele vejen igennem den næsten to timer lange koncert, der var afbrudt af en pause, hvor tilhørerne kunne strække ben og forsyne sig med kage og drikkevarer fra caféen.

Øland Show Band, der med afbud fra to saxofoner talte 15 musikere, lagde ud med en kvik og medrivende blues, komponeret af orkestrets dirigent Jørgen Henrik Nielsen. Og så gik det ellers slag i slag med gode, gamle evergreens som Tangerine, All of Me, Frenesi, Night and Day, When Your Smiling og Beatles-nummeret When I´m Sixty Four.

Programmet bød også på danske numre, bl.a. Gem et lille Smil, To mennesker på en Strand, Forelsket i København og Når lygterne Tændes.

Julestemning bredte sig i sidste del af koncerten, da der bl.a. blev spillet White Christmas, Jingle Bell Rock og Skal vi klippe vore julehjerter Sammen.

Som ekstra nummer spillede orkestret stående Rock around the Clock. Det kraft- og taktfulde nummer fik publikum til at klappe begejstret og slå takten med både hænder og fødder.

Selv om Øland Show Band kun har bestået i knap tre år, er det fjerde gang, orkestret har indbudt til matiné.

- Øland Show Bands koncerter med fri entré skal fra orkestrets side ses som en påskønnelse for de gode rammer, vi har til rådighed i Øland Medborgerhus, hvor vi øver hver onsdag aften, siger showbandets formand Hans Christian Nielsen, der glæder sig over den store opbakning, der er til koncerterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...