De frivillige bag Jægerum Søpark har svært ved at søge midler hjem, da de ikke er en forening. Derfor drømmer de nu om at blive en del af Halvrimmen Borgerforening

HALVRIMMEN: De frivillige bag Jægerum Søpark drømmer om at blive en del af Halvrimmen Borgerforening. Det fortæller formand for Halvrimmen Borgerforening, Peter Andersen Lundtoft, der også er en af del af den frivillige gruppe bag Jægerum Søpark.

Den frivillige gruppe har eksisteret siden 2003. Den gang var 20 frivillige sjæle stimlet sammen med drømmen om at skabe noget helt unikt ved søen. Og det lykkedes til fulde. Det har dog betydet, at mange af de frivillige har knoklet året rundt for at sikre, at stedet har udviklet sig og har set pænt og rent ud. Det er nemlig ikke hvem som helst, der har sørget for at rydde op, gøre toilettet rent og tømme skraldespande. Det er et arbejde, der har hvilet på de frivilliges skuldre, lige som de økonomisk og selv har bidraget til at få mange ting til at ske. Det begynder efterhånden at være en stor opgave.

- Der er nogle, der efterhånden er ved at være oppe i årene, fortæller Peter Andersen Lundtoft, der betragter opgaven som vigtig - men det koster også kræfter og kræver en del ressourcer for dem, der tager en tørn for at holde området smukt og pænt.

- Vi er syv i gruppen, som har opgaven 14 dage ad gangen, hvor vi også holder lidt øje med det hele, fortæller Peter Andersen Lundtoft.

Gruppen med de syv frivillige er reelt ikke en del af en forening - og det har betydet meget, når det blandt andet er kommet til at søge midler hjem. Der er nogle ting, som ikke er mulige, når man blot er en frivillig gruppe og ikke en forening. Derfor har man i den frivillige gruppe nu besluttet, at man gerne vil være en del af borgerforeningen - og dermed komme ind under vingerne af en rigtig forening. Det betyder, at en hel ny verden åbner sig, hvis borgerforeningens medlemmer stemmer for, fortæller Peter Andersen Lundtoft, der har et ben i hver lejr.

- Der er nogle ting, der vil blive nemmere, fortæller Peter Andersen Lundtoft.

- Vi satser på, at der kan komme flere penge ind til projektet, fortæller han og peger på, at der også er håb om, at flere vil tage aktivt del i at holde området pænt og dejligt til glæde for alle, der bruger det.

For der er efter hånden ganske mange, der benytter området. Både som rekreativt område i fritiden, men også som en fast del af de arrangementer, som foregår gennem året. Halvrimmen Borgerforening holder Sankt Hans ved Jægerum Søpark, lige som Skovsgård Borgerforening også er begyndt at benytte området til deres sommerarrangement.

Det skyldes blandt andet, at der er masser af plads i det naturskønne område, fortæller Peter Andersen Lundtoft, der er glad for, at stadig flere får øjnene op for, hvor dejligt der er i søparken - også selvom det betyder mere omrydning efter gæsterne.

Til generalforsamlingen i Halvrimmen Borgerforening vil idéen om at gøre søparken en del af Halvrimmen Borgerforening blive lanceret. Det betyder ikke så meget i det store billede, fortæller Peter Andersen Lundtoft - for det er i praksis en formalitet.

- Vi skal bare have ændret i vedtægterne, fortæller Peter Andersen Lundtoft, der håber, at borgerforeningens medlemmer vil bakke op.

Samtidig håber han også, at borgerforeningens medlemmer vil være med til at stemme for, at en del af kontingentet til borgerforeningen skal gå til søparken. I øjeblikket er det medlemmerne af den frivillige gruppe, der selv betaler for rengøringsartikler og toiletpapir. Men det er efterhånden blevet en ganske stor post, da stadig flere benytter området og de faciliteter, der er. Derfor er drømmen, at borgerforeningens medlemmer kan være med til at støtte op om projektet økonomisk, så de frivillige ikke længere skal bruge penge af egen lomme.

Generalforsamlingen vil blive afholdt 7. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...