Gymnastik: Holdet optrådte i forbindelse med Brovst Byfest

Brovst: Vejrguderne var i godt humør da mere end 25 friske gymnaster og deres instruktører fra Skovsgaard/Brovst KFUM´s Gymnastikafdelings sommerspringhold lørdag den 15. juni på bedste sommervis gav udendørs opvisning i forbindelse med Brovst byfest.

Det konstaterer Anitta Gjøl på vegne af foreningens bestyrelse.

Sommerspring kører under gymnastikforeningen og er et sommertilbud til de mange piger og drenge, der gerne vil lave gymnastik hele året rundt. Tilbuddet om sommerspring har været populært siden tilbuddet startede for år tilbage, og dette års sommerspringhold er med 32 tilmeldte børn ingen undtagelse.

Dette års sommerspringhold har været i gang siden april, og begyndte således deres sæson umiddelbart efter den store forårsopvisning i marts, og de fremviste i forbindelse med byfesten et mix af de mange ting, de har lært henover sommersæsonen. Midt på græsplænen og i bare tæer blev opvisningen indledt med en fælles dansekoreografi hvorpå springerne efter en hurtig opvarmning fremviste forskellige springøvelser på gulv og springbræt. Der blev lavet alt fra kolbøtter til saltoer.

- Sommerspring er ulig efterårs,- og vintersæsonens mange hold et mixet hold med gymnaster i alle aldersgrupper, og består derfor både af de helt nye gymnaster og de mere erfarne, som har været med i mange år. Netop den kombination er rigtig god, for det giver de nye gymnaster nogle store springere at se op til, mens det ligeledes motiverer de større gymnaster til at lære fra sig, og det er alt sammen med til at styrke fællesskabet på holdet, lyder det fra gymnastikforeningens formand, Lone Rildau. Instruktørerne på sommerspringholdet har været med i flere år, og de har derfor flere års erfaring i at tilrettelægge træningen, så der også er gymnastiske udfordringer til alle aldersgrupper, lyder det afsluttende fra formanden.

Sommerspringerne springer videre indtil skolernes sommerferien begynder, og derefter er der pause indtil efterårets sæson går i gang til september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...