Der var stort fremmøde, da Jammerbugt kommune indkaldte til Folkesundhedsmøde i Sport- og Kulturcenter Brovst.

200 Personer fra hele kommunen var interesseret i at lytte til hvilke muligheder der er for den kommende sundhedspolitik i kommunen.

- Formålet er, at vi i fællesskab samskaber løsninger, der forbedrer sundheden blandt kommunens borgere, fortalte borgmester Mogens Christen Gade i sin åbningstale.

- Vi gør det på Jammerbugtsk i samarbejde med jer, understregede borgmesteren.

Herefter var det formændene for de politiske udvalg, som præsenterede udvalgenes bidrag til det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i sundhedspolitikken. Bagefter tog professor Jakob Kjellberg over og han havde flere dystre tal med sig, blandt andet fortalte han, at kommunerne vil få store økonomiske problemer, hvis ikke de ældre kommer i gang med mere motion - og så gør det også ondt, at der er lav økonomisk vækst i Danmark. Derfor er det vigtigt at der findes nogle fælles løsninger for alles bedste.

Der var opstillet otte forskellige dialogboder i Sport- og Kulturcenteret og her kunne man møde politikere, fagfolk og deltagere, der er med til at gøre en forskel på sundhedsområdet lokalt. Der var også et sundhedspanel til stede, som kommenterede input fra dialogboderne.

Panelet bestod af Direktør Birgitte Nielsen, DGI Nordjylland, Lektor Charlotte Overgaard, institut for medicin og sundhedsteknologi (AAU) og Næstformand Charlotte Lønskov Jensen, PLO Nordjylland.

Folkesundhedsmødets yngste deltager var Alexander Rossdobsom fra Halvrimmen, som er 12 år gammel. Han går i 6. klasse og han synes det er vigtigt for samfundet at deltage i disse møder om sundhed. Alexander har selv været udfordret på sin vægt. Da han kom ind til skolesundhedsplejerske Johanne Poulstrup, blev de enige om en handlingsplan og det har medført at der er tabt 7 kilo.

- Det er utrolig flot gået af Alexander, fortæller en stolt Johanne Poulstrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...