Henrik Sprøgel er ny chef i Jammerbugt. Privatfoto

Henrik Sprøgel kommer med 12 års ledererfaring fra Region Nordjylland

JAMMERBUGT: Kommunen har per 1. december ansat 50-årige Henrik Sprøgel som sundheds- og seniorchef. Han kommer fra en stilling som udviklingschef på Regionshospital Nordjylland.

Han får ansvaret for at udvikle organisationen, styrke fagområdet og udvikle sundheds- og seniorområdet i tæt dialog med politikere, borgere, frivillige og foreninger.

- Jeg ser meget frem til at skulle stå i spidsen for sundhed- og seniorområdet i Jammerbugt Kommune. Det motiverer mig at skulle arbejde med et område, der ligger i forlængelse af mine hidtidige erfaringer. Min ambition er at udvikle og tilpasse området, så det sikrer borgerne gode og sammenhængende løsninger. Ligesom det er vigtigt for mig at have fokus på et godt samarbejde i ledergruppen, fortæller Henrik Sprøgel.

Med Henrik Sprøgel får Jammerbugt en erfaren leder, som er vant til at arbejde sammen med mange forskellige fagområder og aktører.

- Vi glæder os til, at Henrik Sprøgel kommer til Jammerbugt Kommune. Chefen for Sundheds- og Seniorområdet er et vigtigt bindeled i forhold til at igangsætte og lede nye initiativer. Her tænker jeg blandt andet i forhold til Det nære sundhedsvæsen, madservice og en ny demensstrategi, siger formand for social- og sundhedsudvalget Ib Nellemann (V).

Henrik Sprøgel har tolv års erfaring som leder i Region Nordjylland, hvor han udover udviklingschef på Regionshospital Nordjylland også har varetaget lederstillinger som afdelingschef for Patientforløb og afdelingsleder for Primær Sundhed.

Han er uddannet Cand.jur. Aarhus Universitet og HD i organisation fra Copenhagen Business School. Han bor i Støvring, er gift med Charlotte og har tre børn i alderen 3-18 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...