Koret er kendt for sit tilhørsforhold til den engelske kortradition

BROVST: Tirsdag aften 6. december er Thisted Kirkes Drenge-Mandskor med til at forhøje julestemningen i Brovst kirke, når koret akkompagneret af Svend Ole Kombak og ledet af Niels Granvig giver koncert med festlig og stemningsfuld julemusik.

Koret er kendt for sit tilhørsforhold i den engelske kortradition, men er også bevidst om sit danske ståsted. Programmet afspejler dette ved at præsenterer en blanding af engelske Christmas Carols og kendte, danske julesalmer.

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor har eksisteret siden 1982 og har underkorets tidligere leder, Preben Nørgaard Christensen, med tiden udviklet sig til et af Danmarks bedste drenge-mandskor med et fornemt internationalt ry.

Udover sit daglige virke ved højmesser og koncerter i Thisted kirke er koret meget efterspurgt og giver 25-30 koncerter årligt i ind- og udland.

Invitationer har bragt koret vidt omkring på adskillige koncertturneer i Europa, Australien og fire turneer i USA (senest sommeren 2017), alle arrangeret i samarbejde med danske ambassader og generalkonsulater i Europa, Australien og USA.

Efteråret 2019 rejser koret til England og giver koncert blandt andet i Temple Church, London, i King’s College Chapel, Cambridge, og Gloucester Cathedral - alle steder med internationalt anerkendte drenge-mandskor.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...