Sikkerhed: Et initiativ fra Saphe Trafikalarm, der skal være med til at gøre skoleveje mere sikre

I disse dage myldrer skoleelever igen frem på vejene. Og dermed øges risikoen for ulykker. Saphe A/S laver nu et tiltag, hvor deres trafikalarmer advarer bilister om skoleveje og dermed forbedrer trafiksikkerheden.

De fleste ulykker med børn og unge sker, når de enten er på vej til eller fra skole. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. Ofte sker ulykkerne, fordi bilisterne kører for stærkt eller overser skiltene, der advarer om børn på vejene.

Manden bag Saphe A/S, Freddy Sørensen, vil gerne være med til at nedbringe ulykkerne ved landets skoler. Derfor har han tilføjet en alarm i den populære Saphe. En alarm, der bipper, når en bilist nærmer sig en befærdet skolevej.

- Trafiksikkerhed er altafgørende for mig, og derfor er det helt naturligt at give bilister advarsler om, at de nu kører ind på en skolevej, siger Freddy Sørensen.

Skolerne tager den nye alarm til sig

Saphe A/S har på forhånd kortlagt skolevejene omkring 2000 danske skoler, så bilister med en Saphe-trafikalarm vil blive gjort opmærksom på, at de nærmer sig en skolevej. Samtidig har alle skoler fået mulighed for selv at tilføje og ændre i vejkortet, så advarslerne kan blive så nøjagtige som muligt. Over 300 skoler har allerede været inde og registrere sig – blandt andre Brovst Skole i Nordjylland.

- Vores skole ligger lige op ad en stor vej, hvor hastigheden i forvejen er reduceret til 30 km i timen. Men der kører rigtig, rigtig mange tunge kørekøjer og der er meget trafik, så derfor giver det god mening, at man faktisk kan blive adviseret på forkant om, at nu nærmer man sig et område, hvor der er behov for en særlig opmærksomhed. Det giver i min verden rigtig god mening, fortæller skoleleder René Gregersen om det nye tiltag fra Saphe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...