Traditionen tro afholder Vildmoseporten Kartoffelfestival

Aabybro: Det er tredje år Ernst Trillingsgaard blev opfordret til at påtage sig opgaven som ”Årets Vildmosekartoffelambassadør”, to gange har han sagt nej tak på grund af andre opgaver. Tredje gang er som bekendt ”lykkens gang”, og derfor er det ”Trille”, Aalborg Kongres- og Kulturcenters navnkundige direktør gennem 30 år, der lørdag den 12. oktober klokken 10.45 ankommer til Gård 18 i hestevogn, På scenen vil den nuværende kartoffelambassadør, Malou Skeel, overrække den gyldne kartoffelskræller, symbolet på, at Trille nu kan indskrive sig som den 12. i rækken af Vildmosekartoffelambassadører.

Anne Helene Thomsen
Malou Skeel blev udnævnt til Vildmoseambassadør i 2018. Arkivfoto: Flemming Dahl Jensen

Kartoffelferien

Traditionen tro afholdes ”Vildmosekartoffelfestival” den første lørdag i skolernes efterårsferie. I ”gamle dage” kaldet ”kartoffelferien”, og nu kan både voksne og børn genopleve/opleve, hvordan ”ferien” i gamle dage betød hårdt arbejde for landbobørnene, når kartoflerne skulle tages op af jorden inden frosten satte ind.

På kartoffelfestivalen kan nutidens børn lege, hvordan det var at være barn på en kartoffelgård for 50 år siden. Men i modsætning til tidligere, kan de stoppe, når de ikke gider længere og i stedet more sig med nogle af de andre aktiviteter som at malke en ko, køre i marken i én af de store traktorer eller en ATV-crosser, lære at lave reb, få ansigtsmaling eller en tur i hoppeborgen.

Anne Helene Thomsen
Det bliver også muligt at besøge festivalens mange salgsboder. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Same procedure as every year….

Som altid starter dagen med gratis morgenkaffe, rundstykker og musikalsk underholdning ved ”Curioso”. Herefter kan man besøge de mange salgsboder med lokale produkter, indtil lyden varsler, at Brovst Pigegarde og hestevognen med den nye kartoffelambassadør nærmer sig.

Ernst Trillingsgaard er født og opvokset på Jegindø, hvor hans far var fisker og auktionsmester, og han fortæller om sin livslange kærlighed til kartofler, der startede allerede i barndommen før og under 2. verdenskrig.

- Fiskeri var ubetinget øens hovederhverv, og fem gange om ugen serverede min mor fisk til middag, altid med et læs kogte kartofler. Vi skulle spise mange kartofler og kun lidt kød eller fisk, næsten som i dag, hvor grøntsagerne skal fylde mest på tallerkenen. Det gør ikke noget, for jeg elsker kartofler, og jeg synes de er ”den bedste opfindelse næst efter vand”. Desuden kan man tilberede dem på utallige måder, og bliver der en kartoffel til overs, er der til et stykke rugbrød dagen efter. Jeg elsker en kartoffelmad, og den er åbenbart også blevet eksklusiv, for da jeg for nylig bestilte én i Tivoli i København, var prisen 126 kroner.

Ernst Trillingsgaards karriere som sælger startede i en herreekviperingshandel i Hvidbjerg, men siden 1965 har han solgt revyer, teaterforestillinger, koncerter og anden underholdning, først i

Holstebro og siden i Aalborg, hvor Trillingsgaard kan tilskrives en stor del af æren for, at byen har udviklet sig til en populær møde- og kongresby.

Nu venter en ny opgave som kartoffelambassadør, og tiden vil vise, om Trille også kan sælge kartofler.

Idéer har han allerede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...