Pandrup Bokseklub sender den tidligere professionelle profil tilbage i amatørringen, når de i aften holder julestævne i Aabybro

AABYBRO: Minimum 11 kampe og forhåbentligt et par stykker mere. Pandrup Bokseklubs formand Kim Aarestrup er ganske stolt af det program, man har stykket sammen til aftenens julestævne i DGI Huset i Aabybro.

- Jeg synes, det er længe siden, vi har haft så mange topboksere til start. Så jeg håber og tror, at vi kan få fyldt hallen op, lyder juleønsket.

De senere år har Frederik Lundgaard Jensen måttet agere trækplaster, men i år får han selskab af klubbens tidligere topnavn, Torben Keller, der gør comeback efter også at have prøvet sig selv af som professionel. Her var han sidst i ringen for mere end fire års siden.

- Torbens comeback kom sådan lidt hurtigt ind fra højre, og vi var ikke helt sikre på, om han skulle på programmet allerede nu. Men han har sparret med nogle af de bedste i Nordjylland, og det er gået rigtig fint. Siden skulle vi så prøve at finde en modstander, og det er såmænd også lykkes, fortæller Kim Aarestrup.

Torben Keller har vokset sig fra weltervægt og helt op til letsværvægt (op til 81 kg), hvor han skal møde den rutinerede tjekke Jan Klikar, der flere gange tidligere har bokset i Danmark.

To ærgerlige afbud

Desværre er der i sidste øjeblik indløbet afbud fra to af de i alt 11 tjekker, der var på det oprindelige program.

Det sendte 2. juledag Pandrup Bokseklub på over- arbejde for at finde nye modstandere til klubbens egen bokser, Poul Latsenko, samt Brønderslevs Mohammad Malek.

- Det er møgirriterende, og jeg kan ikke huske, at tjekkerne før har brændt os af. Jeg håber dog også, vi kan nå at finde erstatninger, men ellers har vi stadig et stort og stærkt program, siger Kim Aarestrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...