HISTORISK MODE: KFL-formand Helle Bak Andreasen havde iført sig en lys, blå kjole i flot 50’er stil, da hun åbnede »Mit historiske klædeskab« på herregården Bratskov

BROVST: Allerede inden KFL-formand Helle Bak Andreasen − klædt i flotteste 50’er stil − foretog den officielle åbning af Inger Thunbos udstilling »Mit historiske klædeskab«, var publikum strømmet til de smukke lokaler på Bratskov, som dannede en perfekt kulisse for kjoler, tasker, sko og alverdens tilbehør fra 60 års kvindeliv.

Helle Bak Andreasen lagde i sin tale vægt på vigtigheden af den historiske arv. Og nok skaber klæder folk, men hun manede også til eftertanke om, at vi mennesker skal huske at se ind bag om folks påklædning.

Søndag var der et flot modeshow i riddersalen, hvor Ida Larsen på festlig vis akkompagnerede opvisningen med nostalgiske toner fra tiden, hvilket inspirerede en af de garvede mannequiner til at tage et par valsetrin til publikums fornøjelse.

I løbet af de tre dage, hvor udstillingen var åben, var der omkring 500 besøgende. Heraf var mange rejst langt efter arrangementet, der også omfattede to særudstillinger med »De hvide kjoler« til dåb, konfirmation og bryllup samt gamle håndarbejder og redskaber dertil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...